Indvielse af Crystal Bennes’ værk
THORVALDSEN’S WEEDS
Det Italienske Kulturinstitut har den store fornøjelse at invitere til indvielsen af kunstværket Thorvaldsen’s Weeds af den amerikanske kunstner Crystal Bennes.
Værket er opbygget i Instituttets have, hvor der vokser en historisk engflora som den, billedhugger Bertel Thorvaldsen ved et tilfælde bragte med sig hjem fra Italien. (Læs mere nedenfor)
Arrangementet finder sted onsdag d. 26. juni kl. 17.00 på Det Italienske Kulturinstitut. Her vil Crystal Bennes fortælle om detektivarbejdet bag Thorvaldsen’s Weeds, kunsthistoriker Karen Benedicte Busk-Jepsen vil tale om, hvordan plantekunst med rødder i fortiden kan åbne øjnene for vores tid, og landskabsarkitekt Raffaella Colombo vil tale om det ordnede og det vilde som skiftende haveidealer. (På engelsk og dansk)
Herefter inviteres alle til at udforske plantearterne i Thorvaldsen’s Weeds i selskab med kunstneren, og Instituttet byder på et glas italiensk hvidvin i haven.
Alle er velkomne. Man bedes tilmelde sig via dette LINK
*
Crystal Bennes’ levende installation bygger på den poetiske, men sande historie om en italiensk eng, der spirede frem i 1840’erne uden for Thorvaldsens Museum midt i København.
Dette uforudsete fænomen fandt sted, da Bertel Thorvaldsens skulpturer blev fragtet fra hans værksteder i Rom til det nyopførte museum i København. Under transporten var skulpturerne pakket ind i hø, og ved ankomsten blev høet smidt ud omkring museet. Frø fra dette hø, der var slået på engene omkring Rom, slog rod i jorden, og mindst 30 ukendte arter voksede frem.
Forundrede danske botanikere gav sig til at indsamle og bevare eksempler på disse arter, der aldrig før var set i Danmark. Deres herbarieark var dog forsvundet i glemslen, indtil de blev genfundet af Crystal Bennes i Københavns Universitets herbarium. Sammen med ca. 60 arter fundet i indpaknings-hø på museet har de dannet basis for hendes rekonstruktion af engen.
Blandingen af kløver, græsser og vilde blomster i installationen afspejler den høje biodiversitet i 1800-tallets enge på tværs af Europa. Forekomsten af sådanne engstrøg er gået markant tilbage i takt med landbrugets intensivering. I dag rummer en dyrket eng i gennemsnit ti arter.
Til installationen har kunstneren skaffet og sået 45 af de plantearter fra middelhavsområdet, der voksede ved Thorvaldsens Museum i 1840’erne. Delvis pga. klimaforandringerne er det uvist, hvilke planter der vil trives og hvilke forsvinde, men det er en del af det kunstneriske eksperiment.
Crystal Bennes skabte oprindeligt dette værk i 2023 til udstillingen Flora Italica på Thorvaldsens Museum, kurateret af kunsthistoriker Karen Benedicte Busk-Jepsen. Da værket blev skilt ad, blev egebjælker, jord og frø bevaret og bragt til Det Italienske Kulturinstituts have, hvor Thorvaldsen’s Weeds nu er en semi-permanent installation.
Værket kan ses inden for Kulturinstituttets åbningstid: Mandag/tirsdag kl. 9-17, onsdag/torsdag kl. 9-16, fredag kl. 9-15
LÆS MERE:
- Crystal Bennes: ”Thorvaldsen’s Weeds”, Migrant Journal 5, 2018
- Karen Benedicte Busk-Jepsen: FLORA. Thorvaldsens planter, Thorvaldsens Museum 2023
- Karen Benedicte Busk-Jepsen og Emilie Kjeldsen Kjær: ”Om tilblivelsen af et vildt værk”, Landskab 2023 (8)
- Karen Benedicte Busk-Jepsen: “Flora Italica. Da Thorvaldsens Museum fik besøg af en italiensk blomstereng”, Periskop, 2019 (22)
- Birgitte Ellemann Höegh: ”Thorvaldsens Museum er blomstret op”, Berlingske Tidende, 27.6. 2023
- Richard Mabey: Weeds. The Story of Outlaw Plants, London 2010
- Olof Ryding: ”De italienske arter ved Thorvaldsens Museum i 1840’erne”, URT, 2019 (4)
- Erik Steffensen: ”Ukrudt på museum”, Weekend-Avisen, 7.7. 2023