Magna Graecia in the making: ancient and modern lives at the Archaeological Parks of Paestum and Velia
Kom med til et spændende foredrag om de arkæologiske parker i Paestum og Velia ved parkernes direktør, Tiziana D’Angelo. De to antikke byer er blandt Syditaliens vigtigste arkæologiske steder og vidner om den græske kolonisering af Middelhavsområdet. Paestum, der oprindeligt hed Poseidonia, blev grundlagt omkring 600 f.Kr. af græske kolonister og er i dag verdenskendt for sine tre enestående doriske templer, som hører til de bedst bevarede fra den græske oldtid. Byen rummer også enestående gravfund, blandt andet den berømte Udspringergrav fra ca. 480-460 f.v.t med sine sjældne vægmalerier, og er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Velia, det antikke Elea, blev grundlagt omkring 540 f.Kr. af grækere fra Lilleasien og var hjemsted for filosofferne Parmenides og Zenon, hvis tanker kom til at præge den vestlige filosofi. Byens imponerende byport, Porta Rosa, regnes som et af de tidligste eksempler på en muret hvælving i den græske verden.
I foredraget vil Tiziana D’Angelo fortælle om de to arkæologiske parker, deres fascinerende historie, de vigtigste fund og det omfattende arbejde med at bevare og formidle denne unikke kulturarv.
Foredraget holdes på engelsk.
Efter foredraget er der mulighed for at smage på lokale specialiteter fra Paestum og omegn i Kulturinstituttets have:
bøffelmælks-mozzarella fra Campania og vine (rød “Poseidon” og hvid “Heraion”) venligst sponsoreret af “I vini del Cavaliere” – Paestum.