Dette websted bruger tekniske (nødvendige) og analytiske cookies.
Ved at fortsætte med at surfe på dette websted accepterer du brugen af cookies.

Musikalske ledetråde i Puccinis Tosca

GettyImages-521630320

Musikalske ledetråde i Puccinis Tosca

Foredrag ved Sebastian Swane

Arrangeret af S.P.Q.R. Romselskabet

Operaen Tosca blev komponeret af Giacomo Puccini og havde premiere i Teatro Costanzi i Rom i år 1900. Som mange ved foregår handlingen i Rom i juni år 1800 på et tidspunkt, hvor Napoleon havde invaderet Italien og truede Kongeriget Napolis kontrol over Rom. Operaens første akt finder sted i kirken Sant’Andrea della Valle, hvor den politiske fange Angelotti har skjult sig, og hvor kunstneren Cavaradossi arbejder på et portræt. Andet akt foregår på politichefen Scarpia’s kontor i i Palazzo Farnese, mens det tragiske tredje akt udspiller sig på taget på fængslet Castel Sant’Angelo.

Som ung operasanger fik Sebastian Swane – og før han skiftede karriere til at blive speciallæge i psykiatri – rollen som Angelotti i en opsætning af Tosca i Sydney Opera House, Australien. Sebastian Swanes foredrag vil have karakter af en nyfortolkning af operaens personer, hvor han ser på deres personligheder og dybere psykiske lag. Dette belyses gennem værkets omkring 60 ledemotiver, altså de musikalske idéer, der subtilt tegner karakterernes følelsesliv, indre konflikter og seksuelle drivkræfter. Udgangspunktet er hans bog: Psyken i musikken. Kunstens og operaens psykologi, belyst gennem en psykiaters læsning af Puccinis Tosca med orkestret som spejl af det ubevidste.

Sebastian Swane vil således kombinere et musikteoretisk og psykiatrisk perspektiv, og formidlet i en form, hvor man ikke behøver særlige forudsætninger. Ambitionen er netop at gøre sammenhængene både tilgængelige og sanselige. Derudover rummer operaen en fascinerende lokalkoloristisk dimension: klanglige og harmoniske strukturer, som spejler Rom, ikke blot som geografisk sted, men som psykologisk og kulturelt rum. Denne forbindelse mellem byens atmosfære og personernes karaktertegning vil også indgå i foredraget.

Foredraget er på dansk.

Efter foredraget vil der være sandwich samt 2 glas vin.

Pris: Prisen er 155,- kr. for medlemmer af Romselskabet S.P.Q.R. og medlemmer af Det Italienske Kulturinstitut. Gæster, som ikke er medlemmer af Romselskabet S.P.Q.R. eller af Det Italienske Kulturinstitut, er velkomne, og prisen er da 235,- kr.

Tilmelding skal ske udelukkende via dette link.

Sidste frist for tilmelding er den 7. maj 2026.

  • Organiseret af: S.P.Q.R. Romselskabet