I anledning af udgivelsen af Jens Peter Munks bog om den danske maler Jørgen Roed vil IIC være vært ved en præsentation af denne publikation. Jørgen Roed tilhørte første generation af professor C.W. Eckersbergs elever på Kunstakademiet i København og blev således en vigtig figur i Guldalderens malerkunst. Som så mange af hans fæller rejste han efter uddannelsen til Italien for at dygtiggøre sig på egen hånd, og han blev en del af det frugtbare, internationale kunstmiljø i Rom. Roed skabte værker inden for næsten alle genrer, men ikke mindst inden for arkitekturmaleriet brillerede han. På rejser til Napoli og Firenze udførte han landskabs- og figurmalerier, ligesom han under opholdet i Italien udførte altertavler til sjællandske kirker.
Bogen, der udgives af Syddansk Universitetsforlag, er på ca. 450 sider med 265 farveillustrationer. Den vil blive tilbudt aftenens gæster til en særlig introduktionspris.