Seminar og koncert
En hyldest til Pier Paolo Pasolini i anledning af 50-året for hans død
Onsdag den 26. november præsenterer Kulturinstituttet og Società Dante Alighieri København en hyldest til den karismatiske, kontroversielle og uforglemmelige forfatter og filmskaber Pier Paolo Pasolini (1922-1975).
Seminar
Aftenens første del er en præsentation af bogen I virkeligheden laver vi film ved at leve (Forlaget Antipyrine, 2023). Bogen består af en række tekster om filmkunst udvalgt fra samlingen ”Empirismo eretico” (Kættersk empirisme). Vi skal høre om Pasolini og tiden, han virkede i, se nærmere på, hvad der gjorde ham og hans film til noget særligt, hvorfor han omtalte sine tanker som kætterske, og hvorfor vi stadig taler om ham i dag.
Arrangementet foregår som en samtale mellem oversætter Rasmus Bojesen og kunsthistoriker Emil Leth Meilvang (som har skrevet forordet til bogen), modereret af cand.mag. i italiensk, Siri Rønne Christiansen.
Samtalen foregår på dansk.
Der vil være mulighed for at købe bøgerne “I virkeligheden laver vi film ved at leve” (Antipyrine, 2023) og en samling med to digte af Pier Paolo Pasolini og et sæt trykte tegninger lavet af Claus Carstensen i anledning af årsdagen (Invertebrata, 2025).
Koncert
Aftenens anden del er koncerten Distant Shadows af Andrea Centazzo, skabt i anledning af 50-året for Pasolinis død. Musikken er akkompagneret af klip fra Pasolinis film og Centazzos egne optagelser.
Andrea Centazzo, en kunstner og komponist, der – ligesom Pasolini – har friuliansk oprindelse og en lignende sans for at kombinere æstetisk nysgerrighed med etisk nødvendighed, har dedikeret et mindeværk til Pasolini hvert årti siden hans død. Den første hyldest var i 1985, efterfulgt af nye kompositioner i 1995, 2005 og 2015. Nu, i 2025, præsenterer han sin femte hyldest: Distant Shadows, et multimedieprojekt, hvor Pasolinis arv fremkaldes og genfortolkes med fornyet intensitet.
Dette nye værk fusionerer lyd, billede og ord. For første gang placeres Pasolinis autentiske stemme – intens, dybsindig og smertefuld – i centrum af lydbilledet, sammen med billeder af de steder, han boede, stillbilleder fra hans film og andre fotografier. Centazzos originale musik interagerer med dette visuelle og akustiske univers og skaber en fordybende og poetisk stemning.
Som afslutningen byder Kulturinstituttet på et glas italiensk vin.
Fri entré ved tilmelding HER