Fredag d. 29. september under cph pix afholdes Italiensk Dag i grand Teatret med 3 italienske film efter hinanden:
29. sept. kl. 16.40 Sicilian Ghost Story
29. sept. kl. 19.00 Nico, 1988
29. sept. kl. 21.30 Born in Casal di Principe
Sicilian Ghost Story
I en både smuk og brutal Romeo og Julie-historie fra Siciliens mafiacentrum blandes benhård realisme med eventyrreferencer og fantasyelementer, der giver et tiltrængt pusterum for de grusomme hændelser. Baseret på en virkelig historie fra 1993.
Romeo og Julie på siciliansk er en brutal affære. I hvert fald for de to unge elskende, Luna og Giuseppe, hvis forældre forhindrer kærligheden i at blomstre. Giuseppes far er involveret i mafiaen, og Luna må, trods forældrenes forbud, jagte sin udkårne rundt i Siciliens skove for at pleje amorinerne. Men da Giuseppe en dag forsvinder sporløst, og resten af samfundet reagerer med larmende stilhed, må hun, forelsket og fortvivlet, begive sig ud på en ensom jagt, der bringer hende dybt ind i mafiamørket. Historien, der er baseret på virkelige hændelser fra 1993, er benhård realisme, men blandes med både eventyrreferencer og fantasy-elementer, der giver et tiltrængt pusterum fra de grusomme realiteter. En både smuk og brutal historie om teenageforelskelse, når den er allersværest.
Land: Italien. Spilletid: 122 min. Instruktør: Fabio GRASSADONIA, Antonio PIAZZA. Sprog: Italiensk / Undertekster: Engelsk.
Nico, 1988
Trine Dyrholm er i sit livs største karakterrolle som sangerinden Nico, kendt fra The Velvet Underground, men lettere afdanket og livstræt 20 år senere. ‘Nico 1988’ skildrer de sidste to år i den karismatiske kunstners liv.
Nico blev med et warholsk trylleslag verdenskendt i The Velvet Underground i 1967, som den mystiske høje blondine med mørk stemme og lige dele maskulin/feminin udstråling. 20 år senere rider berømmelsen hende som en mare. Karrieren skranter som den gamle tourbus, hun bevæger sig gennem Europa i, og den livstrætte, heroin-skydende Nico har mistet troen på alt – undtagen sin anbragte søn. ‘Nico, 1988’ skildrer de sidste to år i den karismatiske kunstners liv, og Trine Dyrholm bærer i den grad både rollen og filmen. Med tyk tysk accent og en vidunderlig stemme, giver hun Nico krop og liv.
Både Trine Dyrholm og instruktør Susanna Nicchiarelli vil være til stede ved visningen i Grand d. 29. september.
Land: Italien, Belgien. Spilletid: 93 min. Instruktør: Susanna Nicchiarelli. Sprog: Italiensk, tysk / Undertekster: Engelsk.
Born in Casal di Principe
Et køligt eksekveret spændingsdrama om en ung mands jagt på sin forsvundne bror i slutfirsernes Syditalien, hvor Camorra-mafiaen har henlagt lokalsamfundet i total magtesløshed.
Syditalien, 1989. Den unge skuespiller Amedeo vender hjem for at bistå familien i eftersøgningen af sin bror, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. Men tavsheden hviler tungt over hjemstavnen Casal di Principe, hvor den famøse Camorra-mafia regerer med ubestridt autoritet. Amedeo må derfor tage sagen i egen hånd for at opspore sandheden i et lokalsamfund lammet af frygt. Med afmålt suspense tegner instruktør Bruno Oliviero et gribende portræt af en familie og et land i total afmagt. Udgangspunktet er den sande historie om tv-stjernen Amedeo Letizia, hvis jagt efter sin forsvundne bror i slutfirsernes Campania er gengivet med både poetisk vemod og en sitrende uro. Langsomt, men sikkert, kryber angsten ind under huden i denne køligt eksekverede skildring af Italiens skyggeside.
Land: Italien. Spilletid: 96 min. Instruktør: Bruno Oliviero. Sprog: Italiensk / Undertekster: Engelsk.
Instruktøren vil være til stede ved visningen i Grand d. 29. september.