Det Italienske Kulturinstitut, Øst for Paradis og Gloria Biograf præsenterer i samarbejde med RAI Cinema og med støtte fra Det Danske Filminstitut og Århus Kommune otte udvalgte italienske film samlet i filmkavakaden GRAZIE GLORIA.
Hver måned præsenterer GRAZIE GLORIA en ny italiensk film med to visninger per gang i København. En premierevisning om onsdagen kl. 19.00 med servering af italienske specialiteter og en formiddagsvisning den efterfølgende mandag kl. 12.00 til reduceret billetpris.
Filmene kan også ses i Århus, hvor biografen Øst For Paradis har én månedlig onsdagsvisning. Billetter kan købes på www.gloria.dk og www.paradisbio.dk
Filmene er med italiensk tale og med engelske undertekster.
RIDENDO E SCHERZANDO
Gloria Biograf: Onsdag d. 18. januar kl. 19.00. Efter filmen vil der være italienske smagsprøver fra Ché Fè. Pris: 90 kr. Samt mandag d. 23. januar kl. 12.00. Pris 40 kr.
Øst for Paradis: Onsdag d. 1. februar kl. 19.00. Pris: 90 kr.
Passione & Enoteca åbner deres døre for Grazie Glorias publikum og tilbyder lækker italiensk mad til rabat inden filmen. Det er nødvendigt at bestille bord. Passione & Enotica, Borggade 10, 8000 Århus.
Instruktør: P. Scola & S. Scola, 2015.
Spilletid: 91 min.
Et biografisk, kunstnerisk og menneskeligt portræt af den store filmskaber Ettore Scola realiseret blandt andet gennem klip fra hans film, fotografier fra familiealbummet, tegninger, skitser samt interview foretaget af Pierfrancesco Diliberto (efterkommer af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen). Dokumentaren er udarbejdet af Scolas to døtre Silvia og Paola.
Ettore Scola (1931-2016) debuterede i 1964, men brød først igennem i 1970’erne med komedier som Dramma della gelosia (1970, Jalousi’ det med blomster) og Brutti, sporchi e cattivi (1976, Grimme, dumme og beskidte). Herefter skildrede Ettore Scola i en række film store historiske begivenheder fra en “skæv” vinkel. Den første var Una giornata particolare (1977, En ganske særlig dag), hvor en husmor og en bøsse mødes den dag i 1938, da Adolf Hitler besøgte Benito Mussolini. Den blev fulgt op af La nuit de Varennes (1982, Den nye verden) om Den Franske Revolution set fra en diligence med bl.a. Casanova og Thomas Paine som passagerer, den ordløse Le Bal (1983), hvor Frankrigs historie gennemspilles på dansegulvet, og den delvis selvbiografiske La famiglia (1987, Familien), hvor en romersk lejlighed danner ramme om 70 års europæisk historie.
Ettore Scolas formåede at sætte fokus på de meget små detaljer og nuancer i livet, mens de store verdensbegivenheder blot anes i baggrunden. Det kan være et enkelt billede, en lille musikstrofe eller en tændt radio, der kører i baggrunden, der blot antyder, at der skrives verdenshistorie – derude et sted.