I samarbejde med Cinemateket glæder vi os over at kunne byde på en stribe film af den store italienske instruktør, Francesco Rosi – og i tilgift en ny dokumentar om hans liv og værk instrueret af blandt andre hans datter, Carolina Rosi.
Samfundsrevseren Francesco Rosi ville være fyldt 100 år i november. Francesco Rosi – eller Citizen Rosi, som han yndede at titulere sig selv – var en af de store (venstre)politiske filmmagere i 60’erne og særdeles populær i Danmark, hvor næsten alle hans film op til slut-80’erne fik biografpremiere.
Rosi stod i mesterlære hos Luchino Visconti i 1950’erne og blander i sine bedste film neorealismens sociale indignation med Viscontis flamboyance og en storslået (og enigmatisk) stemning a la Orson Welles. Han var ikke den, der manede til eskapisme, fordragelighed eller resignation. Temaerne taler for sig selv: Napolitanske gangstere, boligspekulation, politiske mord og ditto rævekager.
Cinemateket byder på en stribe film af den store italienske instruktør – og i tilgift en ny dokumentar om hans liv og værk instrueret af bl.a. hans datter, Carolina Rosi. Hun besøger Cinemateket den 1. juni i selskab med Domenico De Gaetano, direktør for Museo Nazionale del Cinema i Torino.
I 1960’erne besøgte Rosi også Den Danske Filmskole, og to svenske filmmagere interviewede ham dengang. De blev venner med ham og tog efterfølgende en mindeværdigt kaotisk tur til Eboli for at følge ham i aktion under filmoptagelser. Tag med i en vidunderlig svensk-italiensk tidskapsel, når vi den 2. juli genoplever rejsen i form af både anekdoter, vidunderlige stillfotos, nyrestaureret kortfilm og selvfølgelig til ‘Christ Stopped at Eboli’.
Torsdag d. 1. juni kl. 16.30 Citizen Rosi
Den 1. juni vil instruktør Carolina Rosi og direktøren for Museo Nazionale del Cinema di Torino, Domenico De Gaetano, kort introducere filmen. Det varer 10 minutter og foregår på engelsk.
Francesco Rosi ville være fyldt 100 år i november måned, og få kunstnere har været så optaget af biografiske levnedsforløb og deres samspil med italiensk historie. Her får hans eget liv og værk en kærligt-kritisk tur i samme mølle! Dokumentaren ’Citizen Rosi’ er en sentimental rejse, fordi historien om Francesco Rosis liv og film fortælles af hans datter Carolina Rosi, som har været vidne til sin fars arbejde, siden hun var barn, og som hjalp ham indtil hans død som 93-årig i 2015. Ved at stille Francesco Rosis værker, især dem knyttet til nyheder, politik og det italienske samfund, side om side vi får en af de mest klare analyser af italiensk historie. Og ’Citizen Rosi’, som han yndede at kalde sig selv, gør netop det. Den rummer guld fra italienske og udenlandske arkiver, domme, kvalificerede vidnesbyrd fra filmhistorikere, dommere og filmkolleger.
Instruktør: Didi Gnocchi, Carolina Rosi / Medvirkende: Francesco Rosi, Carolina Rosi, Lirio Abbate / Italien, 2019 / 130 min. / Engelske undertekster / Tilladt for børn over 15 år
Efter visningen byder Det Italienske Kulturinstitut kl. 18.45 på et glas vin i Asta Bar.
Kl. 19.30 er der eksklusiv mulighed for at komme til Q&A med Carolina Rosi i det intime Bio Benjamin. Der er plads til 40 gæster. Arrangementet varer ca. 65 minutter, og som del af den pakke kan du se den nyrestaurerede kortfilm ‘Rosi on Eboli’ (30 min.) af Bjørn Blixt og Peter Englesson. Instruktørerne vil selv være til stede.
(Citizen Rosi kan også ses onsdag d. 7. juni kl. 21.45)
Køb billetter til Citizen Rosi og Rosi on Eboli her
Lørdag d. 10. juni kl. 21.15 og tirsdag d. 20. juni kl. 21.45 Banditten Salvatore
“En fremragende film skabt af Francesco Rosi, der bruger historien om den sicilianske bandit Giuliano som anledning til at skabe et historisk, politisk og socialt dokument over en tid.” Sådan skrev The Guardian om denne klassiker om Salvatore Giuliano, som var en italiensk bandeleder og guerillafører, mange måske kender fra Mario Puzos (romantiserende) roman ‘Sicilianeren’ (1984) og filmatiseringen af samme i 1987. Giuliano blev i 1943 leder af en røverbande i bjergene omkring sin hjemby Montelepre. Giulianos bande agerede håndlangere og lejemordere for mafiaen, og han selv var leder af den sicilianske løsrivelsesbevægelse MIS’ væbnede gren, som i 1945-46 var i guerillakrig med den italienske stat. I 1950 blev Giuliano myrdet af en fætter, men hans liv og levned er fortsat omgærdet af mystik. Det forhold ønsker Rosi ikke at ændre på med sin film. “Giuliano er hverken en helt eller en skurk; han er et gådefuldt fravær i filmens centrum. Rosi forlener sin grove virkelighed med et lysende mysterium,” skrev avisen The Guardian.
Medvirkende: Salvo Randone, Frank Wolff, Pippo Agusta / Original titel: Salvatore Giuliani / Instruktør: Francesco Rosi / Italien, 1962 / DCP, 123 min. / Engelske undertekster / Tilladt for børn over 15 år
Køb billetter til Banditten Salvatore her
Tirsdag d. 13. juni kl. 16.45 og onsdag d. 21. juni kl. 16.45 Ingenmandsland
Italienske soldater led store tab i hårde kampe under 1. verdenskrig, men Francesco Rosis fokus i ‘Ingenmandsland’ er primært på krigen i krigen – den psykologiske indre krig. Hvad gør voksne mænd ligeglade med deres skæbne, at de til sidst ikke engang gider at krybe langs jorden, når de bevæger sig op fra skyttegravens beskyttelse, men i stedet går oprejst mod fjendens maskingeværer? Filmen modtog hård kritik i samtiden på grund af portrætteringen af de italienske soldaterskæbner under 1. verdenskrig. Måske fordi Francesco Rosis filmatisering af Emilio Lussos roman ikke forherliger eller glorificerer indsatsen under krigen. Soldaterne kæmper indimellem det bedste, de har lært – men som oftest i fuldstændig meningsløse kampe, som det var særligt kendetegnende for 1. verdenskrigs udørks-skyttegravsslag.
Medvirkende: Mark Frechette, Alain Cuny, Gian Maria Volonté, Giampiero Albertini / Original titel: Uomini contro / Instruktør: Francesco Rosi / Italien, Jugoslavien, 1970 / 35mm, 101 min. / Danske undertekster / Tilladt for børn over 15 år
Køb billetter her til Ingenmandsland her