Arrangementer i en foredragsrække af italienske forskere, der arbejder i Danmark, om forskellige emner af videnskabelig karakter.
RICERCATORI ITALIANI IN DANIMARCA
Forskerne fik sig noget af en overraskelse, da de opdagede, at typeeksemplet på den indiske elefant i virkeligheden var en afrikansk elefant. Men hvor skulle man så opstøve det manglende typeeksempel? Danske biologers detektivarbejde førte den internationale forskergruppe til et museum i Firenze og fastslog efterfølgende med dna-analyser, at et italienske museumsdyr er typeeksemplet på den indiske elefant. Systematik er roden til alt godt – i hvert fald hvis man er biolog. Derfor klassificerer forskerne nyopdagede organismer lige fra arktiske bakterier til tropiske antiloper efter et system oprettet af den svenske naturforsker Carl Linnaeus tilbage i det 18. århundrede. Han puttede dyr og planter i kategorier og niveauer alt efter, hvor meget organismerne lignede hinanden. Siden Linnaeus har biologer for hver ny art beskrevet et individ af den pågældende art som typeart – en reference som biologer fremover kan bruge i deres klassifikation.
Et af de dyr, Linnaeus beskrev, var et elefantskelet og et elefantfoster i sprit, som stod i en privat samling i Stockholm. Begge dele blev typeeksempel på elefanter. Professor Tom Gilbert fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum fortæller:
– Linnaeus skelnede ikke mellem asiatiske og afrikanske elefanter, da han skrev sit skelsættende værk for små tre århundreder siden. Da vi undersøgte vævet fra den svenske samling for proteiner og dna, fandt vi ud af, at elefanten ikke som først antaget var asiatisk, men afrikansk – og dermed altså heller ikke kunne bruges som typeeksempel på en asiatisk elefant.
Dna er ikke et nyt værktøj, når det gælder om at klassificere dyr og planter. Det er brugen af proteiner til gengæld. Adjunkt Enrico Cappellini fra Center for GeoGenetik er proteinforsker og han fortsætter Tom Gilberts forklaring:
– Proteiner kan både supplere dna-analyser, men også erstatte dem, hvis ikke der er brugbart dna til stede i en prøve. Vi identificerer nogle proteiner, som vi bruger som markører til at identificere den givne art ud fra. I det konkrete tilfælde brugte vi både proteiner og dna på de svenske prøver for at stille med en stærkere sag overfor vores fagfæller.
Et tværvidenskabeligt detektivarbejde
Men hvor kunne man så opstøve typeeksemplet på de asiatiske elefanter. Enrico Cappellini fortæller:
– Linnaeus nævner i sin beskrivelse af elefanten en John Ray. Han var en engelsk naturforsker, der rejste rundt i Europa og også besøgte Firenze små et hundrede år tidligere, hvor han beskrev et elefantskelet i byens museum. Elefanten havde i levende live været en kendt cirkuselefant, og var i øvrigt blevet tegnet af Rembrandt i 1637. Det var ved at følge John Rays beskrivelse, at vi nåede frem til Det Naturhistoriske Museum i Firenze og fik mulighed for at tage prøver til dna-analyser.
Spørgsmålet er nu, hvad det betyder for forskningen, at hvad man troede var et typeeksempel på den asiatiske elefant i virkeligheden er en afrikansk elefant. Enrico Cappellini fortsætter:
– Bagud i tid betyder det ikke noget. Men fremadrettet er det vigtigt, at vi har fået fat i den rigtige typeart, fordi den er nøglen til korrekt identifikation og navngivning af arter.
For det internationale forskerhold har det været et projekt ud over det sædvanlige, hvor museumsfolk, historikere og latinkyndige har arbejdet tæt sammen med molekylærbiologer om at rette op på en misforståelse fra den gang, hvor en elefant stadig var en elefant.