…Der kommer de – de fire ryttere på hver sin hest. I hver sin farve. Den første hest er hvid, den næste ildrød, den tredje sort og den fjerde og sidste er gustengul. Jeg ser dem ride som i en drøm, og jeg forstår, hvem de er. De er de fire plager, der skal ramme os. Nederlaget, krigen, sulten og sygdommen.
Sådan starter vores moderne fortolkning af Boccaccios mesterværk, der oprindeligt udspiller sig i 1348, hvor en gruppe unge flygter fra pesten, som er nået til deres hjemby Firenze. I deres skjul fortæller de hinanden historier. Vilde og voldsomme historier om kærlighed, utroskab og død, mens de skærmer sig mod farerne i verden udenfor og forsøger at forstå den.
I Karen-Maria Billes gendigtning af DEKAMERON glider de unge ind og ud af seks af Boccaccios originale historier og en nutidig rammefortælling, der indeholder det dilemma, vi står i, når vi kan se, den er helt gal med verden omkring os, men bliver handlingslammede. For hvor skal vi gå hen med vores viden?
En hyldest til fortællingens magiske kraft
Hvad gør vi i 2023, når verden omkring os er på kanten af kollaps? Når krigen raser i vores baghave? Klimakrisen buldrer? Og flygtningekrisen eksploderer? Melder vi os som frivillige i en nødhjælpsorganisation? Flytter ud af byen og bliver selvforsynende? Eller fortsætter vi i samme spor som hidtil, mens vi strammer vores skyklapper endnu mere til?
I forestillingen tyer de unge til fortællingerne. Dels som flugt fra den umiddelbare virkelighed. Dels som en måde at forstå den på. For DEKAMERON er en hyldest til fortællingens magiske kraft, vi kan gribe til i den yderste stund.
Bliv underholdt, forført og forfærdet af fortællingerne – og måske lidt klogere på den jord, der brænder under vores fødder.
For mere information og billetter: www.osterbroteater.dk
Teater Republique byder også på tre interessante oplæg, du kan opleve i forbindelse med forestillingen.
Den 3. oktober kl. 18-18.30:
Lektor Pia Schwarz Lausten
Den 11. oktober kl. 18-18.30:
Seniorforsker Anders Toftgaard
Den 16. oktober kl. 18-18.30:
Forfatter Thomas Harder
Thomas Harder er forfatteren bag den seneste danske oversættelse af Giovanni Boccaccios DEKAMERON. Både Pia Schwarz Lausten og Anders Toftgaard har forsket i litteraturen og tiden omkring DEKAMERONs oprindelige udgivelse, og de har redigeret Thomas Harders version fra 2019.
Gennem Det Italienske KUlturinstitut kan du opnå rabat med en samlet pris, der inkluderer oplæg, forestilling og et glas vin til kun 275,-. Normalprisen for bare forestillingen alene er 325,- Klik og køb billet gennem de nedenstående links.
Stærke kvinder i DEKAMERON
Den 3. oktober kan du høre Pia Schwarz Lausten
DEKAMERON er Europas første novellesamling og et hovedværk i italiensk litteratur. I oplægget præsenterer Pia Schwarz Lausten værkets rammefortælling om pestudbruddet i Firenze i 1348. Derefter stiller hun skarpt på et af værkets hovedtemaer: kvinder. Syv ud af de ti fortællere er kvinder, og der er mange stærke kvinder i novellerne.
Men DEKAMERON er også et flerstemmigt værk, hvis hundrede noveller fortæller om både frigørelse og undertrykkelse af kvinder.
Køb billet til oplæg, forestilling og et glas vin her
Den menneskelige komedie
Den 11. oktober kan du høre Anders Toftgaard
Novellesamlingen DEKAMERON er blevet kaldt ”den menneskelige komedie”, fordi dens hundrede historier viser menneskelivets mange facetter. I sit oplæg zoomer Anders Toftgaard ind på nogle af fortællingernes mange moraler om menneskelighed, de unge i DEKAMERON deler, mens pesten hærger i Firenze.
Køb billet til oplæg, forestilling og et glas vin her
Boccaccio og DEKAMERON
Den 16. oktober kan du høre Thomas Harder
Thomas Harder taler om Giovanni Boccaccios DEKAMERON – den næsten 700 år gamle samling historier om kærlighed og erotik, oprør, fup og svindel, hævn, pandemi, eventyr og, bogstavelig talt, alt mellem himmel og jord – som ligger til grund for dramatiker Karen-Maria Billes moderne teaterstykke. Glæd dig til at høre mere om Boccaccio, den historiske baggrund for DEKAMERON og nogle af værkets hovedtemaer.
Køb billet til oplæg, forestilling og et glas vin her
OBS: Oplæggene starter på de ovennævnte dage kl. 18.00, mens forestillingen starter kl. 19.00