I forbindelse med vores særudstilling ’Længsler: Thorvaldsens italienske malerier’ byder Thorvaldsens Museum på et gratis eftermiddagsforedrag om de italienske malerkunstnere.
Bertel Thorvaldsen (1770-1844) var æresmedlem ved kunstakademiet i Milano fra 1811, og besøgte byen flere gange i årene frem til 1841. Livet igennem interesserede han sig for malerkunst, og da han sammen med maleren J.L. Lund havde et ugelangt ophold i Milano sommeren 1819, besøgte de det såkaldte ”Galleria” – her var med stor sandsynlighed tale om Pinacoteca di Brera.
Pinacoteca di Brera åbnede dørene for publikum på Napoleons fødselsdag, den 15. august 1809. Napoleon var på dette tidspunkt konge af Italien, og han ønskede et museum i Milano, der kunne blive det Italienske svar på Louvre i Paris. Han tilegnede sig en række fremragende malerier fra venetianske og lombardiske kirker og udstillede dem i Pinacoteca di Brera sammen med det milanesiske kunstakademis samlinger.
Hvad Thorvaldsen kunne se under sine besøg, var dog på flere måder forskelligt fra det vi kan opleve i dag.
Til dette foredrag har vi derfor bedt Elisabetta Bianchi, Pinacoteca di Brera, og Chiara Battezzati, Musei Civici i Milano, om at introducere os til Pinakoteket og til den øvrige malerkunst som Thorvaldsen har kunnet opleve i Milano.
Foredraget er gratis efter almindelig betalt entre. Billet skal bookes på forhånd.
Foredraget bliver afholdt på engelsk.
Besøget er arrangeret i samarbejde med Det Italienske Kulturinstitut.