Årets Guldbjørn-vinder fra Berlin, Gianfranco Rosis seneste dokumentar, er et rystende vidnesbyrd om den kaotiske flygtningesituation på den italienske middelhavsø Lampedusa, der gennem de sidste tyve år, med alarmerende regelmæssighed, er blevet tilflugtssted for
titusindvis af flygtninge. Disse forsøger, med livet som indsats, at undslippe krig, tørke og sult. Men ’Havet brænder’ er ikke en klassisk flygtningedokumentar, for Rosi skærer sideløbende et tværsnit ned gennem øens lokalsamfund, hvor tilværelsen går sin vante gang. Den 12-årige Samuele, der døjer med søsyge og et dovent øje, skyder med sin slangebøsse. Lægen, Dr. Bartolo, hjælper ham og tilser samtidig alle de bådflygtninge, der rammer øen. En ældre kvinde former filmens soundtrack med sine opkald til ønskeradioen, hvor hun beder for fiskernes held på det brændende hav, der også udgør eksistensgrundlaget for øens befolkning. Det er umuligt at
forlades uberørt af Rosis fornemme observerende dokumentarisme.
Filmen kommer til at spille over hele landet – information om spillesteder og –tider kan findes på www.kino.dk.