Denne side gør brug af cookies. Ved at fortsætte på siden accepterer du brugen af cookies. OK

Felice Levini - ITALIA X INCOGNITA

Dato:

29/10/amam


Felice Levini - ITALIA X INCOGNITA

“Italiensk på scenen” er dette års tema for den XIX udgave af Den Internationale Uge for Italiensk Sprog i Verden, Settimana della Lingua Italiana nel Mondo, d. 21.-27. oktober, hvor ambassader, konsulater og kulturinstitutter arrangerer forskellige aktiviteter for at promovere det italienske sprog i verden.

Dette tema kan ’bøjes’ på uendeligt mange måder! I løbet af ugen vil vi forsøge at påvise nogle af de forekomster, hvor det italienske sprog og scenekunst er en både uadskillelig og medtagende kombination.

  • 17. oktober: En operascene
  • 21. oktober: En nobelvinder på scenen
  • 22. oktober: Historiens scene
  • 24. oktober: Et hovedværks tusinde liv
  • 29. oktober: Kunstens sprog

 

Tirsdag d. 29. oktober åbnes udstillingen “ITALIA X INCOGNITA” af italienske kunstner Felice Levini. Aftenen begynder med en rundbordskonference med titlen L’italiano la lingua delle arti (”Italiensk, kunstens sprog”). Her deltager blandt andre kunstneren selv samt to danske museumsdirektører. Efterfølgende åbnes udstillingen og Kulturinstituttet byder gæsterne på et glas italiensk vin.

 

KL. 17.00

Rundbordskonference

L’italiano la lingua delle arti

I anledning af udstillingåbningen ved kunstner Felice Levini, præsenterer Det Italienske Kulturinstitut i samarbejde med Zerynthia Associazione per l’Arte Contemporanea OdV en rundbordskonference med titlen L’italiano la lingua delle arti (”Italiensk, kunstens sprog”)

Deltagere:

Raffaello Barbieri (Direktør for Det Italienske Kulturinstitut), Felice Levini (kunstner), Lorenzo Benedetti (Chef kurator for museet A.C. St. Gallen, Schweitz), Riccardo Giagni (komponist og musikolog), Holger Reenberg (Direktør for HEART Herning Museum of Contemporary Art), Lars Kærulf Møller, (Direktør for Bornholms Kunstmuseum, Gudhjem).
Moderator: Dora Stiefelmeier (Kunstnerisk direktør, Zerynthia)

 

Kulturarv anses som et middel til kulturel identitet, og kunstarterne repræsenterer på formidabel vis italiensk kultur i udlandet. Men hvad består den italienske kulturidentitet af? En nations identitet kan analyseres gennem sanselige og rationelle associationer, og hvor sprog og historie er en del af de rationelle associationer, så finder vi kunst, litteratur, teater og musik blandt de sanselige.

Op gennem kunsthistorien har italienske malere gjort skole, og herfra kan der trækkes identitetsskabende tråde. Det er fra italiensk, at vi har den moderne betydning af begreb som perspektiv, arkitekt og artist (prospettivo, architetto, artista). Også begrebet design kommer fra det italienske ord disegno.

I århundreder har det talte italienske sprog bestået af lokale dialekter. Det var fortidens store forfattere (fra Dante og Petrarca), som gradvist har præsenteret deres samtid for det sprog, som skulle blive nationalsproget. Det italienske sprog opnåede international berømmelse gennem sangtekster i det attende århundredes melodramaer. Sangere, musikere og komponister blev ansat hos de store europæiske hof, og de lokale musikere måtte så tilpasse sig den populære operamusik, som oftest blev sunget på italiensk. Således har italiensk sprog da også sat sit præg på terminologien inden for musik (concerto, maestro, sinfonia, andante, adagio, allegro, o.s.v.) Selv inden for teater har Italiens rødder i græsk-romersk teater spillet sin rolle.

Museumsdirektør Lars Kærulf Møller vil fortælle om de danske impressionister, der havde slået sig ned i Civita d'Antino i Abruzzo fra 1883 til 1915, mens HEART Herning Museum, ledet af Holger Reenberg, repræsenterer et nyere bud på skelsættende italienske kunst, idet HEART besidder den største offentlige samling af den italienske kunstner Piero Manzoni.

Rundbordskonferencen sendes på web-radioen RAM LIVE - live.radioartemobile.it

 

KL. 18.00

Udstillingsåbning

FELICE LEVINI

“ITALIA X INCOGNITA”

Felice Levini er født i 1956 og bor og arbejder i Rom, hvor han også er uddannet fra Kunstakademiet. Han har deltaget i sin første store kollektive udstilling i 1978 i Palazzo delle Esposizioni di Roma, og har siden da afholdt utallige soloudstillinger hovedsageligt (men ikke kun) i Italien. Hans værker har været udstillet i 1993 på Venedig Biennalen, i 1996 på Quadriennale di Roma og i 2013 på GNAM Galleria Nazionale d’Arte Moderna i Rom.

”Kunst er en illusion, men i denne illusion vil man ikke narre beskueren, snarere hjælpe ham til at se og anskue ud fra nye synsvinkler, nye horisonter. Kunstneren er en evig opfinder af ​​virkeligheden og derfor af nye perspektiver.” Felice Levini

Udstillingen har udgangspunkt i et værk/performance fra 1991 med titlen Italia x Incognita, som består af det italienske flag, flankeret af to politimænd i fuld uniform. Performancen repræsenterer for kunstneren en kommentar til italienernes måde at ”være Pinocchio”. Værket består ligeledes af af tyve tegninger, en slags dagbog over kunstnerens fantasi.

Udstillingen består ligeledes af installationen Le tigri vanno dappertutto ma non sono da nessuna parte, der udtrykker en verden domineret af usikkerhed, mens historie, sandhed og store ideer er visioner, som hører fortiden til. Kunstneren skaber således en gådetilstand, der tillader beskueren at lade fantasien råde, fri for konventioner og forudindtagelser.

Felice Levinis værk beskrives som at gå ind i virkelighedens fremmedgørende normalitet, uddybe den og se den i øjnene. [...]

 

 Udstillingen vil være at se inden for Kulturinstituttets åbningstid frem til d. 21. november 2019.

 

Informationer

Dato: Tir 29 okt 2019

Tid: Fra 17:00 til 19:00

I samarbejde med : Zerynthia Associazione Per L'Arte Contemporanea

Entré : Gratis adgang


Sted:

Istituto Italiano di Cultura, Gjørlingsvej 11, 2900 Hellerup

1141