Denne side gør brug af cookies. Ved at fortsætte på siden accepterer du brugen af cookies. OK

Rodari i billeder. En hyldest til Gianni Rodari

Dato:

29/06/amam


Rodari i billeder. En hyldest til Gianni Rodari

Virtuel udstilling i anledning af hundredeårsdagen for Gianni Rodaris fødsel. 

I anledning af hundreåret for ​​Gianni Rodaris fødsel er Det Italienske Kulturinstitut i København, i samarbejde med Biblioteca A. Baldini i Santarcangelo di Romagna, vært for en virtuel udstilling med illustrationer, som hylder italienske børnbogsforfatter Gianni Rodari.

Projektet Rodari i billeder. En hyldest til Gianni Rodari præsenterer 15 billeder inspireret af historien Paolino-planten (fra samlingen Fiabe lunghe un sorriso udgivet posthumt i 1987) af Gianni Rodari, skabt af tre italienske illustratorer. Hver illustrator har koncentreret sig om en specifik alder for modtageren, barnet, og påviser således, hvordan det samme eventyr kan fortolkes på helt forskellige måder afhængigt af illustratorens personlige stil og af modtagerens alder.

(En oversættelse til dansk af Pianta Paolino kan læses længere nede på siden)

Projektet er en del af Il Maggio Dei Libri, en national kampagne iværksat af det italienske Kulturministerium.

Fra d. 30. juni hver tirsdag og torsdag vil en illustration blive offentliggjort på de sociale medier (Facebook og Instagram).

  • Første illustrator, Maria Gabriella Gasparri: illustrationer for et publikum på ca. 4-6 år.
  • Anden illustrator, Manuela Mapelli: illustrationer for et publikum på ca. 7-10 år.
  • Tredje illustrator, Barbara Savini: illustrationer for et publikum på ca. 10-12 år.

Illustrationerne ledsages af en tekst med information om kunstnerens stil og om Rodaris metode.

 

Gianni Rodari

Gianni Rodari (1920-1980) er en af ​​de mest kendte italienske pædagoger og børnebogsforfattere, og han var blandt de intellektuelle, der efter Anden Verdenskrig engagerede sig i den kulturelle genopbygning af Italien, og han udviste et stærkt socialt engagement.

Rodari mente, at gennem innovative pædagogiske metoder kan børn vokse op til at være selvstændige og udrustede med en sund kritisk sans. Han modsatte sig fuldstændigt den uddaterede skoleform i midten af ​​det tyvende århundrede, som stadig bar præg af den fascistiske periode, hvor børn blev betragtet som "miniatyremænd", og hvor man undertrykte deres fantasi og videbegærlighed.

Rodaris metode har fantasien som centralt element. Fantasi skal her forsås ikke bare som simpel fabuleren, men som undersøgelsesmetode og personlig forståelse særligt til stede i børn og ofte langt fra voksnes logik.

Som Rodari siger i Grammatica della fantasia (1973), er fantasi og leg midler til at kende verden. Rodaris litteratur beskriver ofte genstande og aspekter fra virkeligheden, som rent logisk ikke har nogen forbindelse med hinanden. Ved at lytte til eller læse Rodaris fortællinger udvider barnet herved sin fantasi, mens det har det sjovt.

Et revolutionerende aspekt af Rodaris værker, som man ikke fandt i litteraturen før da, er en ny social opmærksomhed, som først og fremmest ses i valget af karakterer i fortællingerne. Det er ikke kun fantasifigurer, der befolker Rodaris historier, men mere karakterer, der tidligere har været udelukkede, nemlig almindelige mennesker. Persongalleriet i Rodaris fortællinger består af konger, bønder, børn, dronninger, baroner, bagere, dyr o.s.v. Rodaris litteratur sigter altid mod at opdrage børn i henhold til logikken for inkludering og fred.

De revolutionære aspekter af Gianni Rodaris litteratur står særligt skarpt, når de sættes i relation til den historiske kontekst i Italien i tiden efter Anden Verdenskrig. Det er interessant at bemærke, at alt nyt inden for det pædagogiske område i denne periode kom fra steder langt fra magtcentrene, men i stedet fra bakkerne i Toscana, fra de fattige kvarterer i Rom eller fra skoler i landdistrikterne i Emilia Romagna.

Gianni Rodaris historier og eventyr er berømte over hele verden og er blevet oversat til adskillige sprog, heriblandt dansk, russisk, engelsk, spansk og tysk. Blandt de mest berømte er Le avventure di Cipollino (1951), Gelsomino nel paese dei bugiardi (1958), Fiabe lunghe un sorriso (en samling af eventyr udgivet i magasiner mellem 1949 og 1969), Favole al telefono (1962).

Oversat til dansk er Der var to gange en baron ved navn Lamberto, Da det regnede med hatte i Milano og andre nye italienske eventyr, Da Cornelia kom med i billedet og Fantasiens grammatik: en indføring i kunsten at digte historier.

 

Illustratorerne

  • Maria Gabriella Gasparri arbejder hovedsageligt med det digitale medie.

Hendes illustrationer med rene, intense farver er altid befolket af adskillige figurer og hun skaber en fortælling fuld af detaljer, hvor hverdagens former ændres og forvrænges.

Af bøger illustreret af Maria Gabriella Gasparri kan nævnes Peter Schlemihls wundersame Geschichte (2016 - ELI Publishing), Sei sicuro? (2018 - Bertoni Editore), Da grande far … (2019 - Editorale Scienza).

 

  • Manuela Mapelli arbejder hovedsageligt med det digitale medie.

Hendes illustrationer præsenterer en intim, fredelig lille verden, og hun bruger en reduceret og aldrig banal farvepalet.

Bøger skrevet og illustreret af Manuela Mapelli inkluderer Casa Casina (2015 - Edizioni Corsare), Piccola scimmia (2018 - Edizioni Primavera) e Ci vorrebbe (2019 - Edizioni Primavera).

 

  • Barbara Savini arbejder med blæk og farveblyanter.

I Barbara Savini illustrationer bemærkes at stregen dominerer over farverne. Karakteristisk er også en stor detaljerigdom. Det virker næsten som om figurerne bevæger sig langsomt omkring i en lydløs verden.

Blandt Barbara Savinis publikationer kan nævnes magasinet "Illustrati" (Logos Editore), deltagelse ved den kollektive udstilling Verso l’Infinito ved festivalen for illustrerede bøger (Macerata, 2019) og samarbejdet med illustratorskolen Ars in Fabula i Macerata.

 

Paolino-plantenpaolino

Bonden Pietro blev meget forbløffet, da han fik en søn med grønt hår. Pietro havde set mennesker med sort, blondt og rødt hår. Han havde endda hørt om en fe med tyrkis hår, men grønt hår havde han aldrig set. De kvinder, der kom for at se drengen, sagde: ”Det ser ud, som om han har salat på hovedet .” Således blev drengen døbt. Hans far kaldte ham Paolino. Kvinderne kaldte ham salat-Paolino. Der blev tilkaldt læger for at se håret. De sagde, at det ikke var noget. De udskrev recepter og gik igen, og håret forblev grønt som før. Da drengen var to år gammel, gik han ud i engene sammen med sin bedstefar for at bringe en ged på græs. Og her kom geden pludselig hen til ham, og mens bedstefaren så til, bed det alt håret af hans hoved og efterlod hovedet barberet som en friskslået græsplæne. Således var det klart, at Paolinos grønne hår ikke var grønt hår, men græs. Dejligt frisk og blødt græs, der voksede meget hurtigt. ”Du kan holde en ged selv midt ude på havet”, lo Paolinos far. Om foråret voksede en smuk gul tusindfryd op iblandt det grønne lige midt på hovedet. Alle kom langvejs fra for at se drengen, fra hvis hoved voksede tusindfryd. Paolino blev en ung mand og begik engang en skarnstreg. På hans hoved spirede straks en tyk og tornet ukrudtsplante. Paolino skammede sig meget over at gå rundt med ukrudt, der faldt ned over hans øjne. Derfor sørgede han for aldrig mere at begå ugerninger.

I årenes løb begyndte en lille plante at vokse i græsset. Det viste sig at være en eg, og som Paolino blev ældre voksede den sig større og stærkere. Da Paolino var halvtreds år gammel, var det et stort flot egetræ. Paolino havde ikke brug for træer for at holde sig i skyggen om sommeren. Det, der voksede på hans hoved, var nok og gav en kølig og luftig skygge. Da Paolino var firs år gammel, var egen blevet så stor, at fuglene byggede rede i den, og børnene klatrede op for at lege i grenene. Tiggerne, som kom ind i gården for at bede om et æg eller lidt vand, hvilede sig lidt i skyggen af ​​Paolino, og de priste ham altid for hans godhed. Da han døde, blev Paolino begravet med fødderne nedad, så træet kunne fortsætte med at leve og vokse i det fri. Det er nu et meget gammelt egetræ, og de kalder det ”Paolino-planten”. Rundt om har man sat en grønmalet bænk, hvor kvinderne sidder og strikker strømper, og bønderne spiser suppe og ryger pibe. De gamle mænd sidder der indtil mørkets frembrud. Man kan se de røde gløder fra deres piber. Før de går til sengs, hilser de deres ven Paolino godnat: ”Godnat Paolino, du var sådan en god dreng”.

 

Informationer

Dato: DA Man 29 jun 2020 a Fre 14 aug 2020

Entré : Gratis adgang


1178